De valgte nærheden: Derfor sagde Gitte og Jeppe ja til livet i Aabenraa

Der kommer et tidspunkt ilivet, hvor det ikke længere er tempoet, der imponerer – men roen. Hvor det ikke handler om at nå mest muligt, men om at være mest muligt til stede. For Gitte og Jeppe kom det tidspunkt midt i småbørnsliv, job og en hverdag, der pludselig føltes for tætpakket.

I dag er de midt i 30’erne, bor i Sønderjylland med deres tre børn – og har taget et aktivt valg om et liv tættere på det, der betyder noget. Familien bor på et sted, der har været i slægtens eje i generationer. Faktisk er Jeppe femte generation på gården.

“Min store drøm har altid været at bo her. Det er her, jeg er vokset op – så det har ligget i mig hele tiden,” fortæller Jeppe.

Et fælles blik – og et vigtigt tidspunkt

Begge har haft travle år. Gitte er uddannet klinisk diætist fra Aarhus, og Jeppe arbejder som elinstallatør i et lokalt firma. Sammen har de jongleret job, ambitioner og små børn – og på et tidspunkt begyndte tempoet at presse.

“Det har været nogle hektiske år med små børn. Og så kiggede vi hinanden i øjnene og blev enige om, at lige nu er det tiden, hvor nærhed betyder noget for os,” fortæller de.

Det var ikke en hurtig beslutning, men en erkendelse, der voksede frem. Især da de opdagede, at Aabenraa Kommune gav mulighed for hjemmepasningstillæg.

“Da vi fandt ud af, at det kunne lade sig gøre her med hjemmepasning af den yngste, gav det bare mening,” siger Gitte.

Et hjem med rødder – og plads til børn

For parret handler det ikke kun om bolig. Det handler om hverdagen. Om at kunne give deres børn den samme barndom, som Jeppe selv har haft – med naturen lige uden for døren og plads til at være barn.

“Jeg kan se vores børn trives herude. De kan være i naturen, og det betyder virkelig meget for os,” fortæller Jeppe.

Samme har parret renoveret stedet, så det passer til deres drømme, og stoltheden er ikke til at tage fejl af.

“Jeg er rigtig stolt af det, vi er ved at opbygge her. Det er et sted, vi passer på – og som vi gerne vil give videre.”

Mere bolig for pengene – og ro i hverdagen

Økonomien spiller naturligt også en rolle, når man overvejer, hvor livet skal leves. Og her oplever Gitte og Jeppe en klar forskel.

“Hvis man vælger Aabenraa frem for storbyen, så er det billigere at bosætte sig,” siger Jeppe.

Men det stopper ikke der. Skolerne og institutionerneo pleves som trygge og overskuelige, og jobmulighederne er tættere på, end mange tror.

“Der er gode jobmuligheder – og hvis man pendler, er det nemt. Motorvejen er tæt på, og det er hurtigt at komme hjem igen,” siger Jeppe.

Derfor er livet i Sønderjylland ikke et skridt væk fra noget for Gitte og Jeppe. Det er et skridt ind i noget mere balanceret. Mere fællesskab. Mere tid. Mere nærhed.

Join os på Insta

Bare nysgerrig? Eller allerede lidt forelsket i Aabenraa?Uanset om du bare vil snuse eller allerede har et hjerte, der banker for fjorden, fællesskabet og de bløde bakker – så er vores Instagram stedet for dig. Her deler vi små glimt fra hverdagen, store hjemvendinger, lokale grin og genkendelige steder, der vækker noget i maven.